Månedens fund januar 2010

Coco chanel med perlehalskæder engang i 1930’erne.

COCO CHANEL

Historien om den franske modedesigner Gabrielle Coco Chanel (1883-1971) er som taget ud af H.C. Andersens eventyr om ”Den grimme ælling”: den lille fattige og spinkle pige, der voksede op og blev en smuk kvinde og international berømthed.

Historien er bl.a. fortalt i den nye spillefilm Coco før Chanel med Audrey Tautou (Den Fabelagtige Amélie Fra Montmartre) i hovedrollen som den berømte couturier, der blev et symbol på den moderne kvinde. Filmen vises i flere danske biografer i øjeblikket.

Af med korsettet
Coco Chanel regnes med rette for en af det 20. århundredes store modedesignere, hvis tøjdesign kom til at spille en afgørende rolle i kvindernes kamp for frigørelse og ligestilling i tiden efter 1. verdenskrig og betød en stor demokratisering af tøjmoden for kvinder. Ikke blot var hun med til at befri kvinderne for korsettet, men hendes enkle, praktiske tøjstil var et opgør med tidens overlæssede, opulente og kegleformede kvindedragter, med svulmende bryster, lange kjoler, tyl og crêpe, kniplinger og blonder – og hatte så store som møllehjul.

Jersey
I stedet lod Chanel sig inspirere af herremoden og af arbejds- og sportstøj. Resultatet blev komfortabelt tøj med firkantede enkle linjer og snit. Hun brugte i stor udstrækning stoffet jersey, som egentlig var produceret til brug for undertøj til mænd. Det var et billigt og holdbart tekstil, som var med til at gøre hendes produktion tilgængelig for mange. Den var let at massefremstille og let at kopiere. Hendes hatte var tilsvarende små og enkle, og det samme var hendes foretrukne farver: beige, hvid og sort.

Kunstige perler
Chanel fandt også på at understrege sin enkle tøjstil ved brug af billige ”falske” smykker, fx kunstige perlehalskæder og simili-brocher. Hidtil var smykker hovedsagelig blevet anvendt i forbindelse med aftenselskaber og fester, men Chanel begyndte at bruge dem i hverdagen. Det samme gjaldt hendes brug af make-up, som tidligere kun blev benyttet af ”farlige” og ”uartige” kvinder.
I 1921 lancerede hun sin vel nok største succes: parfumen Chanel No.5 og i 1926 den berømte lille sorte aften- og selskabskjole (le petite robe noire), som alle modehuse efterfølgende har taget til sig. Det amerikanske tidsskrift Vogue sammenlignede ”den lille sorte” med den amerikanske bilmodel Ford og kaldte den ”The Chanel Ford”.

Til venstre den første udgave af Chanels lille sorte aften- og selskabskjole fra 1926. Th. en variation af samme til mere festligt brug fra ca. 1930.

Hendes egen livsstil med solbrændt hud og kortklippet frisure blev efterlignet og fandt genklang i tidens dyrkelse af sport og idræt og sund levevis. Chanels stil signalerede modernitet, funktionalitet og individuel livsstil, der var en frigørelse fra ’la belle époques’ normer.

Hvordan startede det
Hun blev født i byen Saumur i Nordvestfrankrig som en af fire søskende. Da Chanel var 12 år gammel døde hendes mor og faderen overlod sine fire døtre til et børnehjem, der var drevet af nonner, i byen Aubazine i Midtfrankrig. Her lærte hun at sy og lave hatte, og om aftenen optrådte hun på cafeer og barer, bl.a. med en sang om hunden Coco, der blev væk. Herfra fik hun til tilnavn.
Via velhavende herrebekendtskaber kom hun ind borgerskabets og overklassens cirkler, og her vakte hun opsigt og forargelse med sin anderledes og dristige måde at klæde sig med herrebukser, skjorter og små stråhatte. Men gradvist blev der efterspørgsel på hendes smarte små hatte, som hun solgte via sin butik i Paris. Senere åbnede hun nye butikker i Deauville (1913) og i Biarritz (1915), hvor hun tillige solgte afslappet fritidstøj og enkle skjortebluser inspireret fra engelsk herremode.

Modehus i Paris
I 1919 blev hun registreret som couturière (dvs. skaber af modetøj af høj kvalitet) og åbnede hun sit eget modehus i 31, rue Cambon i Paris, hvor modehuset Chanel fortsat holder til. I løbet af 1920’erne og 1930’erne voksede modehuset i størrelse med o. 3.000 ansatte.
I samme periode lavede hun kostumer til fransk teater, bl.a. til forestillinger af Jean Cocteau, Serge Diaghilev, Igor Stravinsky og Picasso og til flere franske film. Hun blev også inviteret til Hollywood af United Artists og lavede kostumer til Greta Garbo, Gloria Swanson og Marlene Dietrich.

Krig og efterkrig
Coco Chanel lukkede sit modehus i 1939 ved udbruddet af 2.verdenskrig. Hun blev boende i sin suite på Hotel Ritz i Paris, hvor hun havde en affære med en tysk officer Hans Günther von Dincklage. Det betød at hun efter krigen måtte flytte til Schweiz, hvor hun levede med sin tyske officer.
Hun vendte tilbage til Paris i 1954 og genstartede sin modeforretning. Måske ikke med samme succes som før krigen, men flere af tidens store celebrities sværgede fortsat til Coco Chanels design, bl.a. stilikonet Jacqueline Kennedy.

Coco Chanel døde i 1971, og modehuset fortsatte sin virksomhed med skiftende designere, indtil tyskeren Karl Lagerfeld i 1983 blev chefdesigner for modehuset, der lever i bedste velgående.

Det var kemikeren Ernst Beaus, der i 1921 udviklede parfumen Chanel No 5.baseret på jasminblomsten. Parfumen var en stor succes, der blev endnu større, da Marilyn Monroe i lufthavnen i Tokyo 1954 på spørgsmålet: ”Hvad sover De i om natten?”, svarede: ”Blot et par dråber af Chanel No. 5”. Svaret gik verden rundt og sikrede Coco Chanels modehus fornyet succes og indtjening.

Mode eller stil
Chanels grundregel var, at tøjet skulle være komfortabelt, let at bære og logisk i detaljen. Hendes filosofi var at tøjdesign ikke er kunst, men håndværk. Hun vendte sig mod begrebet mode, som netop skifter fra år til år. Det gør stil ikke. Hvis stilen var grundlagt på nogle bærende og grundlæggende snit og elementer kunne den overleve tidens skiftende modetendenser. Chanel forsøgte gennem hele sin karriere at følge sit motto ”Skær bort, tilføj aldrig”, og hun blev ved med at forfine detaljerne i sine dragter.

Kunstindustrimuseets Bibliotek har flere bøger og artikler om Coco Chanel, bl.a. følgende:

Danièle Bott: Chanel. 2009 (II21574/G110)
John P. O’Neill:Chanel. 2005 (II20441/G11)
Melissa Richards: Chanel. 2000. (II18080/G110)
David Bond: Chanel og Coco Chanel. 1995 (I19188)
Amy de la Haye: Chanel. 1994 (II16568/G110)
Alice Mackrell: Coco Chanel. 1992 (I19187)

Sidst opdateret 23.07.2010