Illustrationer fra Auguste Wahlens 4-bindsværk. Tv. En tuaregisk kriger og th. en arabisk adelsmand.
Alverdens sæder og kostumer
I 1800-tallet begyndte der at udkomme adskillige bøger rundt om i Europa og i Danmark, der fortalte om fremmede folkeslag, deres sæder, skikke og kostumer. Oftest illustreret med fine farvelagte tegninger og stik, der viste det europæiske publikum de mest fantastiske skildringer af fremmede lande, forunderlige folkeslag og deres eventyrlige dragter.
Ældre generationer vil måske endnu huske W. Dreyers bog: Naturfolkenes liv; populær ethnografi, der udkom i 1898. Men allerede i 1844 havde Aguste Wahlen i Bruxelles udgivet 4-bindsværket: Moeurs usages et costumes de tous les peuples du monde. D’apres des documents authentiques et les voyages les plus récents.
De fire bind på ca. 1.680 sider dækker Europa, Asien, Oceanien, Afrika og Amerika og er en slags verdensgeografi med korte beskrivelser af de enkelte landes geografi, landskaber, byer, styreform m.v. Afsnittene er illustreret med de fineste håndkolorerede træstik, 200 i alt, udført af bl.a. Duverger, Doms, Markeart, Mercier, Vermorcken og Pannemaker.
Illustrationerne viser først og fremmest de lokale folkeslag i deres dragter. Og når man kigger billederne igennem kan man kun begræde, at datidens farverige og originale nationale klædedragter i dag i vid udstrækning er erstattet af det europæiske jakkesæt for mændenes vedkomme.
Auguste Wahlen (1785-1850) var pseudonym for den belgiske forfatter og redaktør Jean-Francois-Nicolas Loumyer, der også udgav encyklopædien Nouveau Dictionnaire de la Conversation (1842).
Illustrationer fra Lacrouix’ værk. Tv. En javanesisk kriger og th. kongen af Boussa i Afrika.
Biblioteket har de fire bind samt andre tilsvarende bøger med eksempler på dragter rundt om i verden i 1700-tallet og 1800-tallet. Nævnes kan bl.a. Fréderic Lacroix’ bog: Les moeurs et costumes de tous les peuples. Paris, 1847. Samme intention og opskrift som Wahlens værk ovenfor, men dette er knapt så omfangsrigt og bringer kun billeder og skildringer fra Afrika og Oceanien (Sydøstasien).
Nævnes kan også den danske udgivelse i tre bind af J. R. Reiersen og Erich Chr. Monrath: Fuldstændigt billed-galleri over alle nationer i afbildninger med udførlig beskrivelse, udarbejdet efter de bedste og nyeste engelske, franske og tyske ethnografiske verker. Værket er trykt hos Bianco Luno & Schneider i København 1832-37.
Illustration fra Reiersens og Monraths bog. Billedet viser Sydney i Australien. Så fredelig og idyllisk så byen ud i begyndelsen af 1800-tallet. Før højhusene og Operaen.
Hvis man vil læse om, hvordan dragter og beklædning har haft betydning for skabelsen af nationalitetsfølelse, politisk identitet og politiske dagsordener hos politikere både i demokratiske og autoritære regimer i Asien og Amerika, og hvorfor de originale nationale dragter i dag er afløst af vor tids globaliserede og mere ensartede mode, så kan vi anbefale Mina Roces bog: The politics of dress in Asia and the Americas, der udkom i 2009.
Auguste Wahlen: Moeurs usages et costumes de tous les peuples du monde. D’apres des documents authentiques et les voyages les plus récents. Bruxelles, , 1843. (II14945)
Frédéric Lacroix: Les moeurs et costumes de tous les peuples. Paris, 1847. ((II90)
Reiersen og Monrath: Fuldstændigt billed-galleri over alle nationer i afbildninger med udførlig beskrivelse, udarbejdet efter de bedste og nyeste engelske, franske og tyske ethnografiske verker. Kbh. 1832-37. (II88)
Mina Roces: The politics of dress in Asia and the Americas. Brighton, 2009 (I19926)
Last updated 28.07.2010